Scheuermann's syge er ikke nogen sygdom i ordets gængse forstand, men snarere et resultat af en mindre svaghed i nogle få ryghvirvler, der bevirker en lettere deformitet af disse hvirvler. Denne deformitet kan ofte forårsage en større eller mindre  forøgelse af ryggens krumning i området lige neden for skulderbladene samt i nogle tilfælde rygsmerter, lændesmerter eller hovedpine.

For bedre at kunne forstå dette kan du forestille dig rygsøjlen som en stabel byggeklodser. På figuren til venstre ses specielt de nederste hvirvler at være kvadratiske i formen, mens en af hvirvlerne i midten har en tendens til at være kileformet, det vil sige, at den er kortere fortil (ind mod teksten, ud for denne linie) end bagtil. Ved Scheuermann''s syge vil der være flere på hinanden følgende hvirvler, der er kileformede, hvilket vil bevirke, at ryggens normale krumning forøges og at din overkrop kommer til at hælde en smule mere forover end normalt. Samtidig vil også dit lænde- og nakkesvaj have en tendens til at blive forøget for at kompensere. Med andre ord, du virker lettere rundrygget og er måske af og til blevet beskyldt for ikke at rette ryggen. Det har du imidlertid svært ved, fordi der opstår en stivhed i ledbåndene omkring de kileformede hvirvler. Da rygmuskulaturen konstant vil søge at holde din ryg rank, men arbejder imod de stive ledbånd, vil musklerne efterhånden blive ømme, og du kan ende med at have ondt i ryggen dagligt, eller (fra 25-30 års alder) i lænd eller nakke på grund af de forøgede svaj her.

Hvad forårsager så denne svaghed i disse hvirvler og hvorfor kan det ikke beskrives som en sygdom?

Det kan med sikkerhed siges, at svagheden er genetisk bestemt, samt at den periode, hvor deformiteten opstår, er relativ kort. Hvirvlerne dannes først af brusk, hvorefter de forbener. I puberteten øges vækstraten og da denne periode af ens liv ofte er forbundet med stor fysisk aktivitet, vil en svaghed manifestere sig på dette tidspunkt. Ved udgangen af puberteten er deponeringen af kalk i knoglerne næsten overstået og når dette er sket, vil der ikke opstå yderligere deformering. Med andre ord: en lettere sammentrykning af nogle hvirvler kan ske inden for en ca 4 -årig periode og når man er fuldt udvokset, er yderligere deformering udelukket. Der er altså ikke noget decideret sygt væv involveret på noget tidspunkt!

De første symptomer på Scheuermann''s syge er som regel rundryggethed og smerter i midten af ryggen. Herudover kan der senere opstå lændesmerter og hovedpine. Der findes tilfælde af såkaldt "lav Scheuermann", hvor deformiteten opstår længere nede i ryggen og disse tilfælde oplever en mere lige ryg end normalt, men samme stivhed.

Hvad kan der så gøres for at afhjælpe tilstanden?

Den opståede deformitet kan ikke ændres, men ved kiropraktisk behandling og ved at følge de råd og den vejledning, du får, kan symptomerne i mangfoldige tilfælde elimineres. Kort sagt går behandlingen ud på at løsne de stive ledbånd og led og eventuelt senere at styrke den relevante muskulatur. Dette vil øge bevægeligheden i det involverede område af rygsøjlen og nedsætte behovet for kompensation i lænd og nakke. Samtidig vil behandlingen reducere risikoen for at få forøget degeneration i rygsøjlen på længere sigt som følge af Scheuermann''s deformiteten. Der er derfor gode chancer for, at du med enkelte periodiske behandlinger skulle kunne leve et helt normalt og symptomfrit liv, hvis du ellers er villig til at samarbejde og følge de instrukser, du får. Dette inkluderer, at visse potentielle symptomdisponerende faktorer i din dagligdag tages op til diskussion og eventuel revision. Disse kan være forkert sengeleje, forkerte arbejdsstillinger etc.

 

Frederiksborgvej 7  -  3200 Helsinge  -  Tlf: 4879 8545  -  Fax: 4879 8535  -  info@familiekiropraktoren.dk